Miniserie - Sensitiv og selvkærlighed

- hvad sker der, når du lytter til det du allerede ved

Er du sesnsitiv har du måske allerede lagt mærk til, at det ikke er det, du mærker, der er problemet -

men det blev ‘bare’ på en eller anden måde til

P r o b l e m e t…

Hvad mener jeg med det - egentligt…

Jo - vi laver selvspind (du ved det politikere gør…) i de situationer hvor vi ikke lige har tid til at tage os af følelserne eller det egentlige P r o b l e m - og det er jo meget fornuftigt, når noget ikke er lige nu…

Så vi putter det på vores interne lager - og måske ender det i glemte sager…

Det er en servicefunktion (om man vil) fra sindsfornuften, som gør at vi kan køre videre som planlagt.

I mange situationer en virkelig fantastisk funktion.

Men efterhånden bliver der, hos de fleste af os, lagt så meget på lageret at det påvirker andre områder - og på et tidspunkt mærker vi det andre steder i vores liv:

vi sover ikke godt, mangler energi, helbredet skranter…

Og det så bliver det, som oprindeligt var noget vores sensitivitet mærkede til noget andet - og måske fordi det at være sensitivt i starten er p r o b l e m e t, så bidrager servicefuntionen til, at vi i stedet står med følgevirkningerne af det oprindelige p r o b l e m - uden at den oprindelige årsag er blevet løst for os…

Nemlig at vi er sensitive

Og der har den ærlige og nænsomme selvkærlighed der ser bagom og indad med nysgerrighed stor betydning.

For det er en blid og omsorgsfuld selvkærlighed som åbner for adgangen -
og giver tilladelsen -
til at ændre på, at det vi en gang lagde på lager kan komme frem i lyset så vi kan tage os af det.

Når vi er sensitive og mærker noget…

Sker det ret tit, at der er en følelse af at:

Vi må forklare det
Vi må dæmpe det
Vi må rette det
Vi vil gerne have, at andre kan forstå det

Og derfor er der meget der ender på lageret…

Men når vi er klar gør det en stor forskel,
hvordan vi møder os selv.

Om vi tillader følelsen
og er nysgerrige på den…

eller om vi lukker den
og skaber afstand til den,
fordi vi har lært, at den er forkert.

Det kræver et ærligt blik ind i os selv
at se den forskel.

Og at have tillid til det, vi mærker.

For noget i dig ved det,
når noget ikke fungerer godt.

Og når noget er sandt.

Det er i samarbejdet mellem det vi har lært og det vi mærker
der kan skabe “balladen” som får os til at lægge det til side - på lager.

Men kroppen ved det - reelt er den ‘lageret’ der danner en tidslomme
så vi senere kan få adgang og tage os af det der skete eller ramte os engang.

Og kroppen ved det.
Den ved hvornår noget er rigtigt.
Hvornår noget er for meget.
Og når du bevæger dig væk fra dig selv.

Men hvis du ikke lytter…

kan du komme til at arbejde imod det.

Og så bliver sensitiviteten tung i stedet for at være den gave den reelt er.

Fordi den er ikke forkert – tværtimod.

Det er præcis her, din intelligens findes.
Dit særlige “krydderi” til verden.

Men hvis du føler at det ikke passer ind,
stopper du måske med at lytte og tage det,
du mærkede alvorligt - og som noget der er dit.

En af de første gange, hvor det virkelig blev tydeligt for mig,
var da jeg kunne mærke,
at den karriere, jeg havde gang i…

ikke længere var mig.

Især da vi fik vores første barn.

Det var en helt almindelig aften.

Og alligevel ikke.

Savnet i kroppen.

En længsel efter at være den,
der sang godnatsangen.

Og lige dér kom tanken:

Hvem står ved mit dødsleje…
og tænker kærligt på det liv, vi havde sammen?

Du kender sikkert allerede svaret.

Det ville ikke være min arbejdsgiver.

Måske en kær kollega.

Men det blev tydeligt for mig,
hvor livet bliver levet - og det er ikke på arbejdspladsen.

Livet er alt det levende - relationerne, solen, regnvejret, den gode middag, grineturen, grædeturen, månen og stjernerne, vindens susen, en snevejrsdag - glæde, grin og at mærke livet i os selv…

Og der kan arbejdet være en del - men aldrig det hele.

Livet har mere til os - og det som er vores kommer også ud af sensitiviteten.

For måske er det, sensitiviteten dybest set viser os ikke særligt dramatisk set fra livet.

Måske er det mere, når det ikke lige passer ind…

Men det er de små, stille forskydninger.

Som vi kan vælge at lytte til.

Og jeg valgte at lytte…

Det er den bevægelse, jeg arbejder med i Dear Me

Jeg giver ikke svarene.

Jeg inviterer dig derind,
hvor du selv kan finde dem.

Et sted, hvor du kan begynde at lytte
til det, du allerede ved.

For det vigtigste for dit indre kompas
og dine valg…

er, at du kender dig.

Det er ikke noget, du skal lære.

Det er noget, du skal give plads til.

Og det er også det, min Sommerchallenge kommer til at åbne for:

At styrke forbindelsen til det i dig,
der allerede mærker, ved og guider dig.

Og det er her, selvkærlighed bliver afgørende.

For det er den,
der giver dig adgangen og tilladelsen til at mærke:

klarhed
ro
evnen til at stå i dig selv

Du finder det ved at lytte.

Ikke lidt.
Ikke når det passer.
Men igen og igen.

Som en naturlig måde at være sammen med dig selv på.

Det er her, din intuition bliver stærkere.

Dine særlige evner begynder at udvikle sig.

Og du begynder at stole på dig selv.

Ikke fordi du lærer noget nyt.

Men fordi du stopper med at overdøve det,
der allerede er der.

Og jo mindre du forstyrrer det…

jo mere du lytter… jo tydeligere bliver det.

Ikke højere.

Bare mere rent.

Kærlige smil
Isobella Charnell